Ide & Vision


Sunds Seahawks satser 100% på bredden.
 
Mange af de unge spiller i Seahawks kandidere til ungdoms landsholdene, og vi er sikre på at der kommer flere til i de kommende år!
 
Seahawks skal være en klub for alle, der har lyst til at spille floorball.

 

 

Vedtægter

§ 1 Navn, hjemsted og formål

Klubbens navn er “Sunds Seahawks FC”, og dens hjemsted er Sunds.

Klubbens formål er at give medlemmerne adgang til at spille floorball som motionsspil, samt give de medlemmer, der ønsker det, mulighed for at deltage i turneringer og stævner. Der spilles altid efter Dansk Floorball Unions regler.

§ 2 Medlemskab

Medlemskab kan opnås ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem. Forinden medlemskab kan opnås, skal kontingentet for hele sæsonen betales. Har et medlem ikke betalt kontingent 1 måned efter sidste betalingsdag, udmeldes vedkommende automatisk.

Bestyrelsen kan give nye medlemmer mulighed for en prøvetid, inden kontingentet skal betales.

§ 3 Generalforsamlingen

Stk. 1: Generelle bestemmelser

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stemmeberettiget ved en generalforsamling er alle medlemmer, som har betalt kontingent for hele sæsonen. Junior spiller kan repræsenteres af 1 forældre.
Vedtagelser på en generalforsamling kan kun ske, hvor mere end halvdelen af de fremmødte stemmer for. Ved ændringer i klubbens vedtægter skal mere end 2/3 af de fremmødte vedtage ændringen.

Stk. 2: Den ordinære generalforsamling

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest inden udgangen af februar (jvfr. § 5).
Forslag, der ønskes til afstemning, skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen. Indkaldelse til den ordinære generalforsamling offentliggøres senest 14 dage før generalforsamlingen.


Dagsordenen ved den ordinære generalforsamling er:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Godkendelse af regnskab
4. Fastsættelse af kontingent for kommende sæson
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af bestyrelse
7. Valg af revisor
8. Eventuelt

Stk. 3 : Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, såfremt bestyrelsen eller mindst 40% af medlemmerne forlanger det. Indkaldelse med min. 14 dages varsel, dagsorden samt indkomne forslag offentliggøres senest 7 dage før generalforsamlingen.

§ 4 Bestyrelsen

Stk. 1: Sammensætning og valg

Bestyrelsen tegner foreningen og består af 5 personer: Formand, Kasserer, samt 3 menige bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en periode på 2 år således, at 2 medlemmer er på valg i ulige år og 3 medlemmer i lige år. Suppleant vælges for et år ad gangen.

Ved afgang i utide skal bestyrelsen supplere sig selv. Ved afgang af mere end ét bestyrelsesmedlem indenfor én sæson skal der dog indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor suppleant(er) skal vælges.

Stk. 2: Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer finder det påkrævet. Indkaldelse skal ske med mindst 2 dages varsel.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2 af bestyrelsesmedlemmerne er tilstede. Enhver beslutning afgøres ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3: Bestyrelses honorar

Bestyrelsesmedlemmer er fritaget for kontingent.

Stk. 4: Tegningsret

Foreningen tegnes af Kasserer eller Formanden, udbetalinger over kr. 10.000,00 godkendes ogunderskrives dog af begge.

§ 5 Foreningens regnskab, bøger m.v.

Regnskabsåret er pr. 31. december.

Klubbens årsregnskab skal revideres af en revisor, som vælges på den ordinære generalforsamling. De vælges tillige en revisorsuppleant.

§ 6 Opløsning

Klubben kan ikke opløses så længe mindst 12 medlemmer ønsker at bevare klubben.Vedtagelse af opløsning kan kun ske på ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 80% af de fremmødte stemmer for opløsning.

Eventuelle midler fra klubben doneres til almen velgørende formål i Sunds.

 


Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 10. marts 1995 med ændringer vedtaget på generalforsamlinger den 20. december 1995, 21. april 1999, 26. april 2000, 17. april 2002 og 15. januar 2003. 4. Februar 2010.